Hvis Danmark skal have originale filmfortællinger med høj kunstnerisk kvalitet og stor kulturel betydning, skal alle hjælpe til. Den nye filmaftale viser vejen frem ved igen at forpligte Tv-stationerne til at deltage i finansieringen af danske film på en ansvarlig måde. Derudover er der mange andre gode beslutninger i aftalen, som alt i alt understøtter dansk films fremtid!
Rasmus Kloster Bro – Forperson Danske Filminstruktører
I Danske Filminstruktører vil vi gerne sende en stor tak til Kulturminister Jakob Engel-Schmidt for at sikre et bredt forlig, som kan give branchen stabilitet og forudsigelighed i en omskiftelig tid. Filmforliget lander oven på et visionært Medieforlig, der indeholdt nye midler til film, i form af et kulturbidrag.
Vi har oplevet en stor lydhørhed fra både ministeren og kulturordførerne i regeringen, Mogens Jensen (S) og Jan E. Jørgensen (V), samt forligskredsens kulturordførere, Zenia Stampe (R), Søren Søndergaard (E), Charlotte Brostrøm (SF), Mikkel Bjørn (DF), Helle Bonnesen (K) og Sascha Faxe (Å). Tak for det!
Den nye Filmaftale insisterer på, at film er en kulturbærende og uerstattelig kunstart, som vi skal værne om og aftalen vil sikre betingelserne for, at der også fremover kan produceres danske film af høj kvalitet. Ligeledes værdsætter vi i Danske Filminstruktører forligspartiernes anerkendelse af, at dansk film skaber fællesskaber på tværs af landet og fortæller historier, der gør os klogere på os selv og hinanden.
I den nye filmaftale er vi særligt glade for at:
- Finansieringen af dansk film styrkes betragteligt!
- DR og TV 2 forpligtes til at tage et øget ansvar for dansk film. Stationerne forpligtes med et antal film, samlet engagementsbeløb, (20 mio. for TV2 og 25 mio. for DR), samt en standardkontrakt. Vi bemærker, at engagementet i film til børn og unge, skal evalueres og hermed kan styrkes yderligere.
- De regionale fonde videreføres, med reservation til en mulig tredje regional filmfond. Det gøres samtidig tydeligere, hvilket ansvar de regionale fonde har og på hvilke vilkår de skal operere og at der sikres en høj kvalitet i de enkelte filmproduktioner.
- New Danish Screen videreføres. Ordningen bør moderniseres i dialog med branchen, inden for rammerne af filmaftalen.
- Der afsættes midler til uddannelse, efteruddannelse og kompetenceudvikling. Heri mener vi, at Danske Filminstruktørers forslag om “Forandrings- og innovationsbonus” kunne være et element.
- Ligestilling af sprog i Rigsfællesskabet: Danske producenter kan søge støtte til film på grønlandske og færøsk sprog på lige fod med dansksprogede film.
- Der afsættes 1,5 mio. kr. årligt i aftaleperioden fra filmstøtten til driftstilskud til de vigtige foreningsuddannelser 18Frames, Super16 og Super8, placeret i Odense, København og Aarhus.
- Udvikling af ny strategi for Animationsværker, i samspil med det kommende Spilinstitut.
- Indsats for at sikre trygge arbejdsvilkår for børn på film.
- Videreførelse af filmværkstederne under FilmTalent og StationNext.
- Derudover styrkes eller videreføres en lang række vigtige tiltag, herunder Cinemateket, CPH:DOX, “Med ungdomsuddannelsen i biografen”, Danmark på Film.
Vi ser frem til at komme med input og sparre med forligskredsen, om de elementer af filmaftalen, som endeligt skal finde sin form i dialog med branchen.
Længe Leve Dansk Film!
Pressekontakt Karen Bernheim karen@filmdir.dk / 22364654