– til lovforslag om forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for trossamfund
Danske Filminstruktører er fagforeningen for de personer, der er beskæftiget som instruktører indenfor alle audiovisuelle medier i Danmark. Foreningens formål er blandt andet at arbejde for medlemmernes interesser både som instruktører og manuskriptforfattere, og at arbejde for instruktørers ytringsfrihed overalt i verden – og således også i Danmark.
Danske Filminstruktører var ikke direkte høringspart, men da det er vores opfattelse, at lovforslaget vil have skadelige og utilsigtede følger for kunstneres ret til at ytre sig – det være sig på film, i teatret osv. – fremsender vi nærværende høringssvar.
Overordnet set er det Danske Filminstruktørers holdning, at det danske samfund ikke er tjent med en retsstilling, hvor det ikke er retsstridigt eksempelvis at forhåne eller nedgøre en gruppe af mennesker, alene på baggrund af deres etnicitet, religion eller lignende.
Det er imidlertid Danske Filminstruktørers opfattelse, at det nuværende lovforslag i sin iver efter at opnå et formål, anvender en tilgang der er for simplificeret og dermed ikke i tilfredsstillende grad tager højde for den lange række af afledte konsekvenser, som lovforslaget i sin nuværende form vil få.
Det fremgår af lovforslaget, at “Den seneste tids koranafbrændinger har betydet, at Danmark i store dele af verden i stigende grad ses som et land, der faciliterer forhånelse og nedgørelse af andre lande og religioner. Handlingerne må antages af have haft som deres primære formål at forhåne og fremprovokere reaktioner’
Danske Filminstruktører er enige i konklusionen om, hvad formålet med den seneste tids koranafbrændinger konkret har været. Danske Filminstruktører er imidlertid ikke enige i den tilgang til lovskabelse, som det er et udtryk for, når man på baggrund af konkrete hændelser, generaliserer og sætter et til enhver tid gældende lighedstegn, mellem en generel handling og de konkret eksemplificerede formål.
Det fremgår af lovforslaget, at” Regeringen mener imidlertid ikke, at koranafbrændinger har større værdi som ytring end udtalelser, der f eks. forhåner eller nedværdiger en gruppe af personer på grund af sin race eller seksuelle orientering, eller lignende udtalelser, som allerede i dag er strafbare’
Med denne tilgang udelukker regeringen nødvendigheden af at se på formålet med eksempelvis en afbrænding af en koran, idet det kategorisk slås fast, er der kun kan være et. Afbrændingen af en koran bliver fastlagt til per definition at være en forhånelse og nedgørelse af koranen, Islam og alle der tror på Islam. Så simpelt er det dog ikke. Myten om afbrændinger af BH’er tilbage i 70′ erne, var eksempelvis ikke et udtryk for en forhånelse af BH’en som sådan, eller af de kvinder, der bar den; men derimod af det mandsdominerede samfunds begrænsende syn på kvinder, som den blev set som værende et symbol på.
Det er Danske Filminstruktørers opfattelse, at det af bemærkningerne til loven burde fremgå, at der netop bør ses på formålet med handlingen, som det man vil gribe ind overfor. Alt andet bliver for begrænsende. Eksempelvis er det ikke forbudt “at tale”; men hvis det efterfølgende viser sig, at en persons formål med at tale, var at forhåne eller nedværdige en gruppe af personer på baggrund af deres etnicitet, så er det strafbart. Det er således ikke handlingen (“at tale”), men anvendelsen -formålet (“at forhåne, nedgøre”), der udløser en strafferetslig sanktion.
Regeringen foregriber med bemærkningerne til lovforslaget muligheden for at vurdere, hvilket budskab en handling sender- hvilket altid skal vurderes i konteksten af handlingen. Hermed reduceres handlingen til alene at kunne have et budskab. Dermed er det unødvendigt at vurdere handlingens budskab.
Det er Danske Filminstruktørers opfattelse, at dette er for simpel en tilgang i et demokratisk retssamfund.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at “Bestemmelsen vil finde anvendelse, selv om den utilbørlige behandling af genstanden finder sted i f eks. kunstnerisk eller politisk øjemed. Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen vil skulle anvendes inden for rammerne af ytringsfrihedsbestemmelsen efter EMRK artikel 10. Som det fremgår af punkt 5.2, vil der efter Domstolens praksis imidlertid i almindelighed kunne straffes for ytringer, der kan karakteriseres som blasfemiske eller unødigt krænkende over for andres religiøse overbevisning.”
Hvorvidt det er nødvendigt, er netop en kontekst-vurdering. Dermed kan det ikke på forhånd udelukkes, at eksempelvis en kunstnerisk anvendelse af en afbrænding af en koran, kan være et nødvendigt virkemiddel, i konteksten af den historie, kunstneren vil fortælle.
I bemærkningerne til lovforslaget anføres det yderligere, at “Det fremgår af grundlovens §77, at enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsreglen kan ingensinde på ny indføres. Det er den overvejende opfattelse i den statsretslige litteratur, at grundlovens§ 77 ikke beskytter mod strafansvar for ytringer {den materielle ytringsfrihed) […]. Forslaget rejser på den baggrund ikke spørgsmål i forhold til grundlovens§ 77′
Denne konklusion er Danske Filminstruktører ikke enig i: Hvis man fremsætter en ytring i strid med Strfl. § 266 b, kan man straffes efterfølgende.
Man kan imidlertid ikke, rent fysisk, forhindres i at ytre dem. Selv om man før er blevet dømt for at fremsætte racistiske ytringer i eksempelvis læserbreve, kan man ikke pålægges at skulle have fremtidige indlæg godkendt (censureret) ved en statslig instans, før man indsender dem.
Når eksempelvis en koranafbrænding kan stoppes før den starter, så er det en begrænsning af ytringsfriheden: Kommunikationen af budskabet stoppes, før det kan fastlægges, hvad budskabet er. Denne konflikt “håndteres” i lovforslaget ved at fastlægge, at der kun kan være et budskab. Særligt når det specifikt udelukkes at undtage kunstneriske formål, er konflikten med grundlovens§ 77 åbenlys.
Lovforslagets udformning vidner om, at regeringen ved fremsættelsen ikke har været sin egen begrænsning bevidst: At man ikke, ud i al fremtid kan forudse, i hvilken tænkelig kontekst virkemidler som de af lovforslaget omhandlede, kan være relevante og nødvendige. Den begrænsning er reel og i sig selv en understregning af, hvorfor der særligt bør åbnes – ikke lukkes -for videre rammer i kunstnerisk øjemed.
Dagspressen har siden offentliggørelsen af lovforslaget beskrevet, hvordan diverse nuværende og kunstnerisk væsentlige filmværker indeholder scener, der automatisk ville kriminalisere filmens bagvedliggende instruktør. Film af Monty Python (Life of Brian), Willian Friedkin (The Exorcist) osv.
Lovforslaget åbner op for, at en hel faggruppe kan være nødsaget til at udøve selvcensur, ligesom deres værker potentielt og automatisk vil kunne være i strid med den nye bestemmelse, hvis værkerne beskæftiger sig med religiøse genstande. Det bliver således ikke et spørgsmål om hvorvidt, men om hvornår, der vil blive rejst en sag mod en kunstner, og der er således ikke proportionalitet mellem straffelovens ønske om at beskytte mod forhånelser og kunstneres risiko for at bryde den.
Sammenfattende er det Danske Filminstruktørers opfattelse, at lovforslaget i sin nuværende udformning og med sine nuværende bemærkninger, dels udgør en begrænsning af den kunstneriske frihed – hvilket er til skade for den gode og brede samfundsdebat – og er i strid med såvel EMRK artikel 10 som grundlovens§ 77.
Danske Filminstruktører skal derfor indstille, at lovforslaget ændres således at den kunstneriske frihed ikke begrænses, og således at enhver handling skal vurderes i den kontekst, den indgår i. Herved kan regeringen undgå, at lovforslaget er i strid med EMRK artikel 10 som grundlovens§ 77.
Såfremt dette giver anledning til spørgsmål eller kommentarer, står vi meget gerne til rådighed.
Med venlig hilsen
Sandra Piras, Sekretariatschef, Danske Filminstruktører
&
Lars Peter Munch Larsen, Chefjurist, Danske Filminstruktører