Kronik af Sonja Vesterholt – Vi er ikke Putin

Filminstruktør og medlem af Danske Filminstruktører Sonja Vesterholt har skrevet en kronik i Politiken d. 16. marts, hvor hun giver sit bud på, hvordan det russiske folk styres og hvilke historier, der bliver fortalt til dem af regimet. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. Vi bringer den her, da det er en kunstners blik på situationen og giver et indblik i, hvordan det på mange måder, sætter russerne ude af stand til at handle og demonstrere overfor krigen mod Ukraine.

Foto: Jeppe Michael Jensen

Vi er ikke Putin!

Af Sonja Vesterholt

Mange stiller spørgsmålet: Hvorfor protesterer russerne ikke kraftigere, end de gør? Hvis der alene i Moskva var en million mennesker, som gik uden for deres dør og sagde nej til krigen i Ukraine, ville det da være svært at arrestere dem alle. Jeg vil – med min egen slægtshistorie – prøve at forklare, hvorfor der ikke er flere, der protesterer.

Min mor blev født i 1914. Hendes liv startede med en krig og fortsatte umiddelbart efter i den russiske revolution og borgerkrigen 1917-22. Det var dengang, Ukraine delte skæbne med det russiske kejserrige. Det anslås, at 10-17 millioner mennesker mistede livet i Rusland i de år.

Den ene del af befolkningen dræbte simpelt hen den anden del af befolkningen. Stalin ulmede. I mine forældres ungdom, 1934-53, slår han ud i lys lue med sit terrorregime. Mennesker omkring dem begyndte at forsvinde ned i den store terrors sorte hul. Under den såkaldte store terror 1937-38 blev 2,5 millioner mennesker arresteret, i gennemsnit blev der henrettet 1.500 mennesker om dagen.

Under Anden Verdenskrig, 1941-45, døde 27 millioner mennesker i Sovjet. Men … den russiske fortid er uforudsigelig.

Tal bestemmes fra øverste sted, også dødstal. Indtil for nylig var tallet 27 millioner døde bestemt oppefra, men 14. april 2017 erklærede man i Dumaen: »Undskyld, tallet er forkert! I virkeligheden døde 42 millioner mennesker«. Fra offentligt tilgængelige optegnelser ved man nu, at der i Stalins tid passerede ca. 20 millioner mennesker gennem koncentrationslejrene GULag, der var spredt over hele Sovjet.

Folk prøvede skam at flygte fra terroren og prøvede at fortælle Vesten, hvad sandheden om Sovjet var. Men de blev indfanget, fængslet, henrettet.

»Bag Jerntæppet levede man som i en belejret fæstning. Man kunne hverken komme ud eller ind af den. De belejrede troede, de var omringet af fjender. Alle de lande, som ikke hørte til ’den socialistiske lejr’, var fjender. De fleste tror, at det var Churchill, som fandt på ordet Jerntæppet engang i 40’erne. Det er ikke rigtigt. Jerntæppet blev opfundet i middelalderen. Man brugte det på teatret. Scenen blev dengang oplyst med levende lys, og et jerntæppe gik ned og adskilte scenen fra publikum, hvis der opstod brand. Det samme tæppe tog Sovjetunionen i brug. Man sænkede det foran den socialistiske scene og adskilte den revolutionære handling fra et undrende publikum i Vesten. I nogle tilfælde et beundrende. Tæppet forblev nede i 70 år« (uddrag fra ’Hunden er rask. Fortællinger fra mit liv i Sovjet’).

Jeg så engang en arkivfilm, en videnskabelig optagelse fra Ivan Pavlovs laboratorium. Pavlov var professor i fysiologi i Skt. Petersborg og nobelpristager i 1904. Baggrunden for hans succes var en eminent evne til at måle aktiviteten i forskellige indre organer hos forsøgsdyr under forskellige betingelser, herunder specielt nervesystemet.

I filmen anbringer han en hund på et laboratoriebord. Elektroder sættes på hver af hundens fire poter. Der bliver ført strøm til den første pote. Hunden springer op og ryster med poten. Den hyler sandsynligvis, men filmen er stum. Hunden viser alle tegn på smerter. Så sættes der strøm til den anden pote. Hunden hopper igen op og skriger lydløst. Tredje pote: Reaktionen er endnu voldsommere. Så sættes der strøm til den fjerde og sidste pote. Smerten er total. Og på den totale smerte reagerer hunden anderledes. Den lægger sig ned og forbliver ubevægelig.

Nyere forskning tyder på, at traumatiske oplevelser kan afsætte genetiske spor og nedarves. Videnskaben kan i dag bevise, at traumer nedarves i familier, i hvert fald i tre generationer. Længst inde, hvor ordene ophører, overføres meget subtilt minder og erfaringer mellem generationerne. På godt og ondt. Smerten er ubærlig. Hunden lægger sig ned og forbliver ubevægelig. Dette er den ældre generations skæbne i Rusland. Det var meget lidt, de fik ud af deres liv – ud over krig og kaos, forfølgelser og dramatiske omvæltninger.

Jeg vil sammenligne filmen med Ruslands skæbne igennem snart fire generationer, hvor Ukraine delte denne skæbne med Rusland frem til landets uafhængighed i 1991.

Der kom fredeligere tider efter Stalins død. De overlevende – min mor var mirakuløst iblandt dem – fandt tilbage til livet med en angst, der gravede sig længere og længere ind i deres marv, ben og sjæl og slog følge med den angst, som var blevet født under Første Verdenskrig, under revolutionen, borgerkrigen, under den ene bølge af terror efter den anden. Samtidig varmede man sig under den sovjetiske dyne midt under den kolde krig. Et dugfrisk liv var startet, og der var store forventninger til fremtiden.

Men under Sovjetunionens/Ruslands overflade har der hele tiden levet et afskyeligt, slimet og farligt monster, en dræber, som til hver en tid har udført partiledelsens befalinger. Monsteret har haft mange navne, mens det har levet sit liv under den sovjetiske overflade: Tjeka, NKVD, KGB. Det lever videre i dag, bare under endnu et nyt navn: FSB. Men monsteret befinder sig ikke længere under overfladen.

I 1998 blev Putin leder af FSB, og i 1999 blev han af præsident Jeltsin udnævnt til premierminister. Han overtog præsidentposten efter Jeltsin, indtil han året efter vandt præsidentvalget. Siden da har monsteret siddet på magtens tinde. Synligt. Terrorstaten skræmmer stadig sin befolkning. Den dikterer, hvad russerne skal huske. Den dikterer, hvad russerne skal glemme. Den bestemmer, hvad russerne skal vide.

Fra tidspunktet for erobringen af Krim i 2014 og oprettelsen af de i Vestens øjne to falske republikker i det østlige Ukraine begyndte staten igen aktivt og systematisk ved hjælp af total propaganda at skabe billedet af ’den belejrede fæstning’ i russernes sind. På dette tidspunkt var alle de store medier i hænderne på staten.

Siden da, i otte år og næsten døgnet rundt, har de på alle føderale kanaler talt om det nynazistiske regime i Ukraine, som torturerer og dræber det ukrainske folk. De har talt om ’det kollektive Vesten’, forenet mod Rusland. En række nye love blev vedtaget, ifølge hvilke en stor bøde, arrestation og fængsel skulle pålægges for at udtrykke en anden holdning end den statslige.

Undertrykkelsesmaskinen drejer sit svinghjul hver dag. I 2016 oprettede Putin med sig selv som øverstbefalende den såkaldte Rosgvardija, den russiske nationalgarde, en struktur, hvis hovedmål var at beskytte magten.

Militærenheder rekrutteret fra folk fra de fattigste lag af samfundet, uden uddannelse, fuldstændig hjernevasket og godt betalt, hvis opgave er at undertrykke forrædere, der har solgt sig selv til Vesten. Disse troppers garnisoner udgør nu 340.000 mennesker og er placeret i alle større byer.

Den brutalitet, hvormed de spreder fredelige protester, er absolut chokerende. For disse enheder er der ingen restriktioner for magtanvendelse eller love, der begrænser den.

I 2018 var enhver protestaktion allerede forbudt. Russerne kan nu ikke engang gå på gaden med en tom plakat – det koster en stor bøde og begrænsninger af rettigheder.

I 2020 blev grundloven ændret. Nu kan Putin blive ved magten resten af sit liv.

Hele Ruslands historie er blevet underlagt regimet. Alle historiske fakta, der ikke passer landets herskere, er blevet slettet fra skolernes og de højere uddannelsesinstitutioners pensum, de er blevet slettet fra film og journalistik. Fjendebilledet er dygtigt og metodisk blevet skabt i befolkningens hoveder: »Ukraine, USA, EU er homoseksuelle fascister, der ønsker at ødelægge Rusland og korrumpere dets folk«.

Og landets hukommelse? Det er jo vigtigt, hvad landets folk husker og skal have lov til at huske. Menneskerettighedsorganisationen Memorial, hvis virke bl.a. var rettet mod at redde oplysninger om Stalins forbrydelser fra glemslen, er netop blevet lukket af Putin. Vi skal nok sige, hvad I må huske.

Men der er russere, som bliver ved med at protestere, og nu har en ny lov – samtidig med demonstrationerne – set dagens lys. Det er forbudt at omtale krigen i Ukraine som en krig.

På moderne russisk hedder det ’en speciel militær operation’. Og hvad vil ’forbudt’ sige? Det betyder, at hvis en russer går på gaden i Rusland og siger nej til krig, kan russeren og alle de andre demonstrerende blive taget af politiet og speciale enheder, blive slæbt hen ad gaden, slået, arresteret, dømt og sendt til en af de mange koncentrationslejre, som høfligt kaldes kolonier. Man kan få 15 år i forvaring for at bryde den nye lov.

I Danmark koster det ingenting at demonstrere. I Rusland koster det livet. Monsteret regerer ustraffet langt fra gaden i sin egen velmagt oppe på toppen.

Efter Navalnyjs forgiftning og efterfølgende arrestation steg presset på alle områder af det offentlige liv betydeligt. Uafhængige medier og ngo’er begyndte officielt at blive kaldt ’udenlandske agenter’, deres repræsentanter blev arresteret og sendt i fængsel på fuldstændig absurde anklager. Og snart begyndte myndighederne at sidestille dem med terrorisme og ekstremisme. Den politiske opposition blev fuldstændig ødelagt. En uge efter troppernes indtog i Ukraine vedtog Rusland en lov om sanktioner for at sprede falsk information om det russiske militærs handlinger. I henhold til den nye lov kan formidling af oplysninger, som anses for upålidelige af de russiske myndigheder, resultere i op til 15 års fængsel. Siden krigens begyndelse er de sidste medier, der forsøger at formidle sandheden til folk om, hvad der sker, blevet lukket.

Retssystemet er totalt underordnet magthaverne. Dommene læses højt af dommere, men teksten er skrevet i FSB.

Rusland i dag befinder sig i efterretningstjenestens og regeringens jernnæve, og på trods af dette tager et stort antal mennesker, især unge mennesker, med fare for liv og helbred ud for at protestere hver dag. Det er dem, der er født i 1990’erne. De er født efter det første og sidste frie valg i Rusland. De er født i friheden, til frihed. De skriger: VI ER IKKE PUTIN!!! De har oplevet frihedens begejstring, har set et liv, som var forment deres forældre, men tilgængeligt for dem.

Det er disse unge, der rammes hårdest. Monsteret tilintetgør den nye, frie generation. De prøver også at flygte, men det kan næsten ikke lade sig gøre. De arme, som strækkes ud for at favne de ukrainske flygtninge, kan ikke nå omkring de flygtende russere.

Mange mennesker forlader Rusland med rædsel for deres fremtidige liv i en virkelig terrorstat, hvor deres bedstefædre og forældre levede i mange år.

Og de andre? De, der ikke protesterer? Mennesker, som hylder Putin?

Det er de fleste. Måske reagerer de nu på den totale historiske smerte. De støtter krigen, de støtter Putin, de støtter lokale små magthavere. De er lammet af de tidligere tre generationers nedarvede angst og smerte. Måske mærker de ikke selv angsten, men den er der, ligesom en dårlig ånde, som kun mærkes af andre. Mange prøver igen at søger trøst i kirken.

I sovjettiden blev det videnskabeligt bevist, at Gud ikke eksisterede, og kirker var blevet ødelagt, lukket eller forvandlet til museer, virksomheder, depoter, hvad som helst. Kirkens rolle var udspillet, og troen på Gud udskiftet med troen på fremskridtet. Religionen havde lovet folket paradiset efter døden, hvis man ellers opførte sig pænt. Troen på fremskridtet, det kommunistiske fremskridt, lovede folket det samme paradis, men her på Jorden, og det var helt klart at foretrække.

Efter USSR’s død er kirken genopstået, men magt og kirke går tit hånd i hånd. Den russiskortodokse kirke har spillet en enorm rolle i guddommeliggørelsen og ophøjelsen af Putin.

For hundrede år siden dræbte den ene del af Ruslands befolkning den anden del af befolkningen for proletariatets diktaturs skyld. Proletariatets diktatur er blevet til et diktatur OVER folket, som bliver forvandlet til et proletariat i ordets egentlige betydning: til mennesker, som fratages ejendom og rettigheder, som gør arbejdet efter herskerens forgodtbefindende, og som tjener lige præcis nok til ikke at dø af sult, eller de dør, hvis herskeren finder det nødvendigt.

Nu har herskeren besluttet sig for at sende den fjerde generation i krig. En krig, som det er forbudt at kalde en krig.

 

OPDATERET: Sonja Vesterholt takker for alle de økonomiske bidrag hun har modtaget.