For to år siden stillede Canon to kamerapakker gratis til rådighed for filminstruktører via Solidarisk Kameraudlejning, der er en del af Danske Filminstruktører. Siden da har udstyret været udlånt samtlige dage.
Inspirerende og nytænkende filmproduktion kræver tid og kapital for at kunne realiseres. Faktisk er der ved filmproduktion næsten altid tale om meget lange udviklings- og produktionsprocesser, hvor koncepter og ideer bliver testet af og prøvefilmet med kamera, inden selve produktionen går i gang. Det eksperimenterede, legende og udforskende element er afgørende for, hvordan det færdige produkt ender med at blive. Derfor er det afgørende at have mulighed for at filme hele processen fra idefase til den færdig film.
Men – det er langt fra alle instruktører, der har penge til at leje udstyr og hyre en kameraperson til at følge et projekt fra ideudviklingsfasen til og med produktionsfasen. Den situation satte Canon sig imidlertid for at afhjælpe i 2021, da virksomheden blev en del af Solidarisk Kameraudlejning, som hører under foreningen Danske Filminstruktører. Siden da har danske filminstruktører har haft mulighed for at låne professionelt videoudstyr fra Canon og bruge det i såvel produktionen som de tidlige stadier af ideudviklingen.
”Arbejdet som filminstruktør tager ekstremt lang tid og er i høj grad drevet af passion og kærlighed til filmkunsten. VI har nogle meget lange udviklingsprocesser uden indtjening, hvor der ikke er økonomi til at leje udstyr. Derfor er det fuldstændig uundværligt, at vi via Solidarisk Kameraudlejning har adgang til professionelt udstyr uden omkostninger,” siger instruktør Mathias Broe, der foruden sine egne filmprojekter, også administrerer udlånet af kameraudstyr i Solidarisk Kameraudlejning. Og her er der fart på, lader han forstå.
”Kameraerne er udlånt 365 dage om året og har været det lige siden begyndelsen. Selv om der på den måde er rigtig meget rift om udstyret, er initiativet også med til at bygge samarbejder og relationer i branchen, fordi vi deles om det samme udstyr. Under alle omstændigheder har samarbejdet for mig personligt betydet, at jeg de seneste to år har haft mulighed for at udvikle og producere flere værker, som ellers ikke ville have været realiserbare,” siger han.
Filminstruktør Mathias Broe lånte udstyr fra Solidarisk Kameraudlejning i forbindelse med projektet ‘Feral Fetish’, som blev udstillet af Politiken. Fotos: Mathias Broe.
Også hos Canon har samarbejdet med Danske Filminstruktører og Solidarisk Kameraudlejning stor værdi, fortæller Business Development Manager Stefan Vibe. Han understreger i den forbindelse, at Canon ikke kun ser sig selv som kameraleverandør, men som en aktiv del af filmbranchen.
”Filminstruktører er nok de mest kræsne kunder, vi kan komme i nærheden af. Forstået sådan at de stiller ekstremt høje krav til udstyret, fordi der er tale om kunstneriske projekter, og fordi resultatet i nogle tilfælde ender på et biograflærred. Derfor ser vi udlånet som den ultimative test af vores produkter, og vi har en ret tæt dialog med flere af de instruktører, der låner vores udstyr. Deres feedback bliver ofte brugt direkte i opdateringerne på eksisterende produkter og i vores udvikling af nye produkter,” siger han.
Canon har leveret to kamerapakker til Solidarisk Kameraudlejning. Der er tale om et Canon EOS C70 kamera inklusive tre Canon-objektiver (Canon RF 15-35mm F2.8L IS USM, Canon RF 24-70mm F2.8L IS USM og Canon RF 70-200mm F2.8L IS USM) samt et Canon XA40/45 videokamera. Canon cinema-kamera EOS C70 er et alsidigt og driftssikkert kamera, som er meget intuitivt at betjene. Canon XA40/45 er et ultrakompakt, professionelt 4K-video-kamera, der ligger godt i hånden og gør det muligt at optage video under vanskelige forhold.