Her kan du læse Rasmus Kloster Bros debatindlæg, der blev bragt i Politiken d. 11. februar 2023
Af Rasmus Kloster Bro
Forperson, Danske Filminstruktører
De globale streamingtjenester er på få år blevet kæmpestore i Danmark, og vi i filmbranchen har produceret dramaserier til tjenesterne i stor stil.
I Danmark er branchen én sammenhængende organisme – produktionsselskaber og filmskabere arbejder på tværs mellem offentligt støttede og rent kommercielle projekter.
Filmbranchen og økosystemet rundt om den mangler lige nu over 100 mio. kr. om året for at løbe rundt. Samtidigt er lønningsposerne og ordrebøgerne stadig udfordrede efter den nylige rettighedskonflikt og den generelle økonomiske afmatning – derfor er uafhængig produktion af danske spillefilm, dokumentarer og animationsfilm desværre i akut fare.
Da medieforliget blev indgået i foråret sidste år, var der enighed om, at et kulturbidrag fra globale streamingtjenester på 6% var afgørende for at fremtidssikre dansk film- og serieproduktion. Hele filmbranchen, Dansk Industri og Dansk Erhverv roste løsningen til skyerne.
Men desværre er virkeligheden i dag, at branchens akutte mangel på penge udnyttes af tjenesterne, der ikke ønsker at betale kulturbidraget. Tjenesterne lobbyer i stedet for en såkaldt investeringsforpligtelse.
En ren investeringsforpligtelse vil være en katastrofe. Uden et væsentligt kulturbidrag – penge direkte til film- og seriebranchens kulturelle fødekæde – mister vi dét, som har gjort os til en stor film- og serienation. Er dét økosystem først udtørret, så tager det årtier at bygge op igen. Vil vi danskere det? Og nok så relevant: Vil streamingtjenesterne det?
Det er i alles interesse at passe på vores film
Globalisering og digitalisering har udhulet finansieringen for danske film, bl.a. fordi de penge, som danskerne for ikke så lang tid siden brugte på DVD’er, nu i stedet bruges på streaming-abonnementer. Det kan mærkes i den lokale biograf: For 10 år siden producerede vi ca. 30 danske spillefilm om året. I dag producerer vi 20, og fortsætter udviklingen, kan vi om få år være nede på 15. 15! Det er svært at forestille sig en stor markedsandel for danske film, i danske biografer, hvis vi producerer så få film. Allerede nu er der i mindre biografer rundtom i landet perioder, hvor valget står mellem Hollywood-action til de store eller Hollywood-animation til de små.
Kan streamingtjenesterne ikke være ligeglade med det? Nej, for de får ekstremt meget ud af at bidrage til de originale – og uafhængige – danske fortællinger, som bevæger sig frit mellem film, tv og streaming:
Når jeg kigger på de stærke produktioner, som bl.a. Netflix har fået produceret i Danmark de seneste år, så viser der sig en tydelig tendens: Borgen 4 er en ekstra sæson af en DR-serie; altså værdi skabt fra bunden for offentlige danske kroner. RIGET EXODUS ligeså. Tv-serien Equinox er en filmatisering af en DR-Radiodrama serie, mens Kamikaze er udviklet gennem mange år på Filminstitut-støtte, før den fandt et hjem hos HBO og fik mere støtte fra Public Service Puljen. Mon ikke Forbrydelsen er blevet nævnt i forbindelse med Kastanjemanden og Pusher i forbindelse med Copenhagen Cowboy? Lige meget hvilken streaming-produktion, jeg kigger på, kan jeg trække tråde til alle de kræfter og det talent, der er opdyrket ved hjælp af offentlig dansk støtte.
Vi er exceptionelt dygtige til at arbejde på tværs af formater og platforme i Danmark: Det er en del af vores succeshistorie, hvor vores primære konkurrenceparametre er originalitet og kvalitet. De globale tjenester nyder godt af en levende, kunstnerisk og kreativt sprudlende branche, hvor filmskabere også laver tv- og streamingserier.
Når streamingtjenesterne i dag høster modne frugter i vores film- og serie-økosystem, så skal de selvfølgelig også gøde den jord, de benytter sig af. Vi er nemlig alle interesserede i at der også er en høst næste år – og året efter.
Et fælles ansvar
Med tanke på at de globale streamingtjenester ikke betaler skat i Danmark, er det ikke en voldsom del af deres indtjening, som de forpligtes til at betale med et kulturbidrag på 6%. Sammenlignet med de samlede modeller i f.eks. Italien og Frankrig er bidraget endda lavt.
Der er meget godt at sige om de globale tjenesters indtog i den danske branche. De er handlekraftige og tilbyder helt nye muligheder for danske fortællinger. Vi skal derfor tage imod dem med åbne arme, men samtidig anerkende, at de udfordrer vores muligheder for at have en levende branche med originale danske fortællinger i det lange løb.
En god løsning, i vores øjne, er derfor at dele kulturbidraget på midten: Halvdelen som frit valg mellem investeringsforpligtelse, der stimulerer produktionen eller bidrag til public service og halvdelen som kulturbidrag, der fremtidssikrer dansk film og det samlede økosystem.