Åbent brev til kulturudvalget i Københavns Kommune.
En samlet filmbranche appellerer til, at Københavns Kommune støtter Filmværkstedet i København.
Torsdag den 9. maj 2019
Filmværkstedet i København er lukningstruet. Fra januar 2020 skal der være kommunal medfinansiering,
og Københavns Kommune skal i forbindelse med budgettet for 2020 tage stilling til, om man
ønsker at støtte Filmværkstedet med de 1,2 mio. kr., som kræves. Igennem et halvt århundrede har
Filmværkstedet været et centrum for vækstlaget i dansk film. Det er sket ved at stille professionelle
kameraer, klippesuiter og en lille pose penge til rådighed for danske filmtalenter. Talenter der kommer
alle steder fra. Filmbranchen opfordrer kraftigt til, at Københavns Kommune bidrager til at bevare
et meget særligt og vigtigt led i fødekæden til dansk film.
Københavns Kommune har ikke hidtil støttet filmværkstedet, og der skal derfor tages aktivt stilling
til at afsætte midler på budgettet, som ikke har været der før. Men det bør i den grad ligge inden
for rammerne af den kommunale kulturpolitik. I Københavns Kommunes publikation ”Kultur- og
fritidspolitik 2016-19” står der i afsnittet om, at kommunen prioriterer vækstlaget og ønsker at
skabe rum for at kreative talenter kan udvikle sig: ”København skal opmuntre til og give nem adgang
til at eksperimentere med metoder, ideer og nye produkter og oplevelser. De kreative zoner
kan bidrage til, at der er områder, hvor kunstneriske og kreative ildsjæle kan påbegynde projekter
uden at have et stort budget”.
Filmværkstedet er netop sådan et sted. Store dele af den etablerede filmbranche har første gang
prøvet kræfter med mediet på værkstedsproduktioner, og siden starten for cirka 50 år siden har
Filmværkstedet støttet projekter og talenter med udgangspunkt i den enkeltes vision og kunstneriske
ambition. Talenterne får på et filmværksted mulighed for at arbejde med professionelt udstyr,
med vejledning fra dygtige medarbejdere og i et kreativt og sprudlende værkstedsmiljø, som ikke
findes mange andre steder.
Behovet for støtte udspringer af den nye filmaftale 2019-23, hvor der stilles krav om at ”der skal
være kommunal medfinansiering fra en eller flere kommuner på minimum 1,2 mio. årligt for hvert
filmværksted”. De tre andre filmværksteder i Viborg, Odense og Aarhus støttes allerede nu fra
kommunal side, men da København hidtil ikke har bidraget til Filmværkstedet i København er der
nervøsitet i branchen. Det er glædeligt, at Kulturborgmester Fransciska Rosenkilde har udtalt, at
hun vil prioritere filmværkstedet, når budgetforhandlingerne går i gang, og vi håber at det resterende
kulturudvalg ligeledes vil bakke op. Støtte til filmværkstedet er måske nok en ny post på det
kommunale budget, men værkstedet er en ubetinget succes, et velafprøvet og vigtigt led i filmbranchens
fødekæde og der hvor mange af de nye filmselskaber, som bidrager til både økonomisk og
kreativ vækst i København er startet.
Derfor skriver vi nu som samlet filmbranche til hele kulturudvalget: Vi håber virkelig, at I vil prioritere
denne forholdsvis beskedne støtte på 1,2 millioner kroner og sikre, at der også fremover er
et filmværksted og dermed en talentudvikling i hovedstaden.
Danske Filminstruktører
Danske Dramatikere
Dansk Skuespillerforbund
FAF
Producentforeningen