Årets IB-pris modtager: Jacob Jarek!

I går uddelte Danske Filminstruktører for 5. gang ‘IB-prisen’ – i år til producer Jacob Jarek!

Producer Jacob Jarek

Kort om prisen: IB-Prisen uddeles af Danske Filminstruktører til vovemodige, nytænkende, risikovillige, anarkistiske – og møgirriterende – entreprenører, med minus-angst for at blive upopulære og frem for alt med et stort bankende hjerte for film og hele det besværlige slæng af selvoppustede egoer der nødvendiggør filmenes frembringelse.



Vi har i år valgt at give Jacob Jarek IB-prisen fordi:

Meget kan man sige om årets modtager, men han er ikke røv-irriterende. Snarere er han en masse af det stik modsatte, og han har også været en af de første, der har markeret sig ved at dele ejerskab med instruktøren og andre dele af filmholdet. I Danske Filminstruktører ønsker vi med prisen fortsat at slå fast, at de bedste film skabes i gnisterne fra et inspirerende og produktivt producer-instruktør samarbejde.

Her er nogle ord fra hans Mentor på filmskolen Marianne Christensen:

Jacob Jarek ser muligheder, tænker stort, er ambitiøs, rastløs, troværdig, holder hvad han lover, flittig som ind i helvede, modig, han har lyst til det hele og skal lære at prioritere…! Han har gode folk omkring sig (i Profile Pictures). Jacob er fremtidens mand og kan ende ved Gudernes bord. 

En instruktør han arbejder med udtrykker det sådan her:

Han skaber film om vores samtid… Og med udgangspunkt i en moderne vision om kvalitet i popkulturen, er han en producer, der oprigtigt vil lave gode film, og for at opnå det, propper han gerne alt hvad der kan – op på lærredet. 

Jacob Jarek og hans kone (producer Ditte Milsted) arbejder i fællesskab med en kæmpe ro og bevarer troen på sig selv og projektet – selv under produktionen af en vild og aktion præget film, der på papiret var noget af et sats at gå i gang med.

Hans opbakning gør, at man tør drømme stort, fordi man sidder sammen med de rigtige mennesker i rumskibet. – Det fortæller instruktør på Underverdenen, Fenar Ahmad.

Så: kæmpe stort held og lykke til Jacob fra alle os i Danske Filminstruktører med fortsat at hente universets stjerner ned til både lærred og streaming-skærme!