Har du en fortæller i maven? Kunne du tænke dig at blive instruktør eller manusforfatter? Og har du en konkret idé eller historie til en kortfilm, som du brænder for at fortælle og ønsker hjælp til at udvikle og producere? Så er her muligheden til dig!
Åben ÅRGANG er et landsdækkende skræddersyet talentudviklingsforløb til dig, der ønsker redskaber og støtte til at skabe din egen kortfilm (fiktion, dokumentar eller animation). Her får du undervisning, mentorstøtte, adgang til produktionsudstyr, et stærkt netværk, 25.000 kr. til at producere din film og meget mere.
Hvem kan ansøge? Åben ÅRGANG ønsker at styrke mangfoldigheden i dansk film og tv og fremme udviklingen af flere filmskabere med forskellige stemmer, baggrunde og erfaringer. Alle – uanset social baggrund, køn, handicap, religion, seksualitet eller etnicitet – opfordres derfor til at ansøge. Uanset hvilken historie du ønsker at fortælle, så opfordres du til at søge. Der er brug for dig, din stemme og dine visioner. Man behøver heller ikke have erfaring, teknisk kunnen eller et netværk indenfor filmbranchen. Alt det får man hjælp til.
For at deltage i Åben ÅRGANG skal du ansøge om optagelse ved at indsende en idé til en historie, som du brænder for at fortælle inden ansøgningsfristen d. 6. august 2024 kl. 12:00 (formiddag). Du får svar på din ansøgning d. 30. august 2024.
Åben ÅRGANG er udviklet og lanceret i et partnerskab mellem Filmtalent, herunder Aarhus Filmværksted, Odense Filmværksted, Filmværkstedet / København og Open Workshop og TV 2. Projektet er støttet af Det Danske Filminstitut.
Læs mere om Åben ÅRGANG og ansøg her: https://aabenaargang.dk