Stor ros fra filmbranchen til ny produktionsrabat for film og serier
En samlet filmbranche roser regeringen, SF og de radikales aftale om en ny produktionsrabat. Det er en god aftale, hvor der er blevet lyttet til branchen og erfaringer fra andre lande.
En rigtig god aftale.
Sådan lyder det fra en samlet filmbranche og erhvervsorganisationer efter, at regeringen, SF og de radikale i dag har offentliggjort en aftale om 125 mio. kr. årligt til en produktionsrabat til film og serieproduktion.
Den nye aftale vil komme både udenlandske og danske produktioner til gode, og det er rigtigt glædeligt, siger direktør i Producentforeningen Anna Porse Nielsen:
”Vi vil gerne rette en meget stor tak til kulturminister Jakob Engel-Schmidt og kultur- og medieordførerne fra S, V, SF og de radikale for at have lavet en virkelig god aftale, som kan være afgørende for den danske filmbranche og betyde, at vi får langt flere film og serier, der bliver optaget i Danmark,” siger Anna Porse Nielsen.
Med den nye ordning kan film- og serieproduktioner få refusion for 25 procent af deres udgifter til gengæld for at de kommer med store millionbudgetter, som bliver brugt på danske lokationer og går til dansk talent og arbejdskraft, der betaler skat i Danmark.
”Danmark er det sidste land i Europa, der får en produktionsrabat – til gengæld får vi en af de bedste. Jakob Engel-Schmidt og ordførerne har både lyttet og inddraget branchen i processen, og det vil vi gerne takke for. Det er glædeligt, at den både skal tiltrække udenlandske produktioner og fastholde danske i Danmark. Vi er også glade for, at der er et loft over, hvor meget en enkelt produktion kan få, så den ikke tømmes af en enkelt film, som vi så det med James Bond i Norge, og at der stilles krav til at produktionerne skal have en vis størrelse og kvalitet for at kunne kvalificere sig,” siger Anna Porse Nielsen.
”Aftalen gør det mere attraktivt for udenlandske streamingtjenester at producere i Danmark – og vil også hjælpe danske produktioner med at blive i Danmark, så vi ikke skal se en film, der foregår i København blive optaget i Prag eller den jyske hede blive lagt i Polen. Det vil skabe meget mere indhold til glæde for alle danskere – og så er det samtidigt en god forretning, fordi den tiltrækker udenlandsk kapital, der går til dansk arbejdskraft – skuespillere, instruktører, dramatikere og alle vores dygtige filmarbejdere. Og samtidigt skal man ikke undervurdere den betydelige brandingværdi film og serier fra Danmark giver – bare se på Borgens succes i hele verden,” siger Anna Porse Nielsen.
Siden sommeren 2023 har en samlet filmbranche og erhvervsorganisationer som Danske Erhverv og SMV Danmark gået sammen i en usædvanlig alliance og efterlyst en produktionsrabat, fordi Danmark som det eneste land i Europa ikke havde en, hvilket var stærkt konkurrenceforvridende med store konsekvenser for dansk indhold.
”Det er meget glædeligt, at vi har kunnet arbejde sammen på tværs af hele branchen og på baggrund af erfaringer fra andre lande givet input til, hvordan en dansk ordning kan blive bedst mulig. Vi ved fra Norge og Sverige, at en pulje på 125 mio. kr. langt fra rækker til alle kvalificerede ansøgere, og derfor er det vigtigt med kriterier. Det synes vi, at der er blevet lyttet til, og at aftalepartierne har skabt en god, faglig funderet ordning. Vi har også som samlet branche efterlyst særlige hensyn til animation, dokumentar og digitalt filmarbejde, og det håber vi, at der arbejdes videre med i udmøntningen af aftalen,” siger Anna Porse Nielsen.
Alliancen består af:
Dansk Erhverv, SMV Danmark, Producentforeningen, Egmont, Nordisk Film, Dansk Skuespillerforbund, Animation Denmark, Danske Dramatikere, Danske Biografer, FAF, Danske Filminstruktører, Animationssammenslutningen, Copenhagen Filmfund, De4, Dansk Filmklipperselskab, Danske Scenografer, Dansk Filmfotograf Forbund, Filmgear, Windelin- Consulting, Yak Yak Production Service ApS.
Kontakt:
Anna Porse Nielsen, direktør Producentforeningen +45 50 51 52 25
Amanda Justesen, kommunikationsdirektør Egmont +45 29 47 85 26
Line Aarsland, rådgiver og tovholder for alliancen. +45 24 40 74 71