Create Denmark – vores fælles forening, der forhandler rettighedsaftaler med streamingtjenesterne – skriver følgende på deres hjemmeside:
I en artikel i MediaWatch maner Create Denmarks direktør, Kasper Banlusak Halkier, til besindighed og forklarer, at der ingen grund er til at se spøgelser i forbindelse med de Netflix-forhandlinger, der netop er gået i gang.
Af Kristine Høeg
Create Denmarks direktør, Kasper Banlusak Halkier, maner i en artikel i MediaWatch om de netop påbegyndte forhandlinger mellem Netflix og Create Denmark til besindighed.
Reaktionen kommer efter en tidligere udgave af samme artikel, hvor et par producenter stiller sig kritisk over for forhandlingerne – selv om de ikke er en del af dem.
Kasper Banlusak Halkier giver i interviewet klart udtryk for, at han ikke deler den uro, som bliver præsenteret:
Ingen grund til at se spøgelser
“Vi har haft det første forhandlingsmøde med Netflix. Det har vi set frem til. Der er ikke producenter med i forhandlingen, så de ved ikke, hvad der foregår. Der er naturligvis en proces for forhandlingen, som der altid er. Der er ingen grund til at se spøgelser,” forklarer Kasper Banlusak Halkier til MediaWatch.
Forhandlingerne med Netflix er del af en travl forhandlingskalender, der senest har kastet en forlængelse af Viaplay-aftalen af sig, ligesom der bliver forhandlet med flere producenter om serier til Amazon, som ser ud til at blive næste internationale spiller på det danske marked.
Og det afspejler meget godt Create-direktørens andet budskab til MediaWatch og de nervøse producenter:
Rammerne for branchen er nye
For hvor 2022 var ramt af ‘the perfect storm’, med krig, inflation og kriser, ser landskabet for branchen ganske anderledes ud her på kanten af 2025:
“Vi har fået et kulturbidrag. Der er en produktionsrabat på vej. Vi ser nye aktører røre lidt på sig. De ophavsretlige regler er også blevet ændret. Det er alt sammen spændende, men det ændrer selvfølgelig ikke ved, at vi går pragmatisk til værks,” siger Kasper Banlusak Halkier til MediaWatch om forhandlingsforløbet.