Tre danske film blev i går blevet sat på shortlist til at blive den danske kandidat til en nominering i kategorien Foreign Language Film ved Oscar-uddelingen. De tre film er “Kollektivet”, “De standhaftige” og “Under sandet”.
DFI skriver i deres pressemeddelelse:
I Danmark er det en komité bestående af syv repræsentanter fra filmbranchen og Filminstituttet, som afgør, hvilken film der indstilles til kampen om en Oscar-nominering i kategorien Foreign Language Film. Afgørelsen foregår i to trin. Først mødes komitéen og udpeger tre film til en shortlist, som det er sket i dag, og en måned senere beslutter komitéen, hvilken film der skal indstilles.
Komitéen har bestemt, at de tre film, der i år er på den danske shortlist, er Thomas Vinterbergs “Kollektivet”, Lisa Ohlins “De standhaftige” og Martin Zandvliets “Under sandet”.
Henrik Bo Nielsen, direktør for Det Danske Filminstitut, som er formand for komitéen, siger: “Her i første runde har vi i komitéen peget på tre film, som alle har potentialet til at friste Akademiets medlemmer, når der skal Oscar-nomineres. Samlet demonstrerer de dansk films høje niveau og tager samtidig dybe greb ned i vores egen nationale historie og kultur.
Thomas Vinterberg har før vist, at han kan opnå en Oscar-nominering, og “Kollektivet” har med Trine Dyrholm i den kvindelige hovedrolle vundet Sølvbjørn i Berlin, inden filmen er fortsat til andre store festivaler. Lisa Ohlin har med “De standhaftige” skabt en gribende fortælling om livet, der går videre for en stærkt læderet krigsveteran. Endelig har Martin Zandvliet med “Under sandet” allerede cirkuleret på festivaler verden over, vundet fornemme priser og overalt bragt biografgængere til at holde vejret i lange pinefulde sekunder.
Igennem det seneste årti har vi set, hvordan Oscar-akademiet vedvarende er optaget af film fra Danmark, der – selvom vi befolkningsmæssigt er lille land – igen og igen har vist, at vi kan være med til det sidste. De seneste år har Akademiet næsten hver gang valgt en dansk film ind på shortlisten med de sidste ni film – for ofte at bringe dem videre til en nominering. Vi ser også, hvordan nogle af de mest interessante internationale instruktører og producere i disse år stræber efter at samarbejde med danske produktionsselskaber, filmfolk og skuespillere. Den internationale optagethed, dansk film møder, er resultatet af en stærk talentmasse i kombination med et vedholdende offentligt engagement og ikke mindst solid opbakning fra de danske biografgængere.
Vi ser nu tiden an den næste måneds tid, inden den danske komité foretager sit endelige valg.”
Komitéen består ud over formanden i år af Tivi Magnusson fra Producentforeningen, Anders Refn fra Danske Filminstruktører, Jan Weincke fra Dansk Filmfotograf Forbund, Jacob Wendt Jensen fra Danske Filmkritikere, Kim Pedersen fra Danske Biografer og afdelingschef Mariannne Moritzen fra Det Danske Filminstituts afdeling for fiktion.
Komité-medlemmerne mødes igen mandag den 19. september for at afgøre, hvilken film der vil have den bedste chance, når Akademiets medlemmer skal stemme. Resultatet offentliggøres samme dag kort efter kl. 16 i en pressemeddelelse og på Det Danske Filminstituts Facebook.
Læs mere på DFIs hjemmeside