Et kæmpe hurra og et varmt velkommen til DOGME 25!

Instruktørerne May el-Toukhy, Milad Alami, Annika Berg, Isabella Eklöf og Jesper Just har formuleret ”Kyskhedsløftet 2025” – et fælles manifest med ti nye dogmer, der skal forsvare spillefilmens kunstneriske integritet og skabe rum for kompromisløs filmfortælling i en ny tidsalder. (Foto: Konstantin Bock)
Kyskhedsløftet 2025
Jeg lover at underkaste mig følgende regelsæt udarbejdet og konfirmeret af DOGME 25:
1. Manuskriptet skal være originalt og skrives af instruktøren i hånden.
Vi tvinger os selv til at skrive manuskriptet i hånden for at stimulere intuitionen, der flyder mest ubesværet fra drømmen, ned gennem hånden og ud på papiret.
2. Minimum halvdelen af filmen skal være uden replikker.
Vi insisterer på at arbejde cinematisk med filmmediet, fordi vi tror på den visuelle historiefortælling og har tillid til publikum.
3. Brug af internettet er forbudt i alle kreative processer.
Vi forpligter os til at skabe filmen i mødet med hinanden og den fysiske virkelighed frem for i en algoritmebaseret, digital virkelighed.
4. Vi må kun tage imod penge, hvor der ikke stilles et modkrav, der påvirker filmens indhold.
Vi tager ansvar for at holde budgetterne nede, så det vedbliver med at være holdet, der træffer de afgørende kunstneriske beslutninger.
5. Maks. 10 personer bag kameraet.
Vi forpligter os til at samarbejde i intime fællesskaber for at fremme tillid og styrke den fælles vision.
6. Filmen skal optages, hvor handlingen udspiller sig.
Filmkunsten bliver falsk og generisk, når vi sminker steder til at ligne noget andet, end de er.
7. Vi må ikke sminke eller manipulere ansigter og kroppe, medmindre det indgår som en del af fortællingen.
Ligesom vi ønsker at fastholde stedets autenticitet, søger vi også at fremstille mennesker ufiltreret. Vi hylder den naturlige menneskelige krop med alle dens fejl og mangler.
8. Alt der knytter sig til filmens produktion skal være lejet, lånt, fundet eller brugt.
Vi forpligter os til at skabe med ting, der allerede findes i verden og vender den historieløse og selvdestruktive brug-og-smid-væk-kultur ryggen.
9. Filmen skal laves på maks. et år.
Vi forkorter de drænende processer, der udvander visionen.
10. Lav din film, som var det den sidste.