Drive Studios lancerer intensivt manuskript-forfatter-program for talenter

Drive Studios lancerer intensivt manuskriptforfatter program for talenter

Drive Writing Studio er et 1-årigt manuskriptforfatterprogram målrettet yngre manuskriptforfattere.

Drive Studios har mod udgangen af oktober 2020 haft premiere på i alt 5 fiktionsserier til danske broadcastere i år. For at møde den stigende efterspørgsel på fiktion, i både det danske og udenlandske marked, lanceres der nu et dedikeret manuskriptforfatter program med eksternt optag i januar 2021.

Programmet er et talentprogram med specifikt fokus på at skrive TV-serier. De optagede vil modtage undervisning i dramaturgi, karakter, struktur, genre og alle de forskellige formater, som TV-serien råder over. Undervisningen vil forestås af anerkendte eksterne, såvel som interne kræfter i branchen, og Adam August vil stå for ledelsen af programmet i samarbejde med Drive Studios Head of Scripted, Maj-Britt Landin. Adam August tiltrådte for nylig i en stilling som Creative Executive & Head Writer hos Drive Studios og har i anden kapacitet, netop færdiggjort optagelserne til serien Alt er Hvidt til DR3.

Adam August udtaler: “Med dette forløb vil vi skabe et sted hvor talenter kan rykke sig markant på et år. De får et intenst kursus i skrivehåndværket, der hovedsageligt er praktisk frem for teoretisk. Det er tilrettelagt så det matcher det tempo der er i branchen nu, og efter det første år vil alle elever have en gennemarbejdet udvikling på deres serie klar, samt et manus på piloten.”

Og der er brug for flere hænder for at kunne matche Drive Studios målsætninger og ambitioner. Maj-Britt Landin udtaler: “Der er brug for noget struktur for at hjælpe nye talenter i gang med at skrive TV-serier. Det er vigtigt at vi i trygge rammer kan hjælpe branchen med at fødselshjælpe og udklække nye manuskriptforfattere, der ikke nødvendigvis har taget den slagne vej uddannelsesmæssigt. Min oplevelse er, at der er mange dygtige mennesker derude, der har tillært sig en masse erfaring via alternative veje. Det de ikke har, er erfaring i processerne og sproget. Det kan vi hjælpe dem med.”

Der er ansøgningsfrist til manuskriptforfatterprogrammet d. 02.12.2020 og undervisningsstart er d.11.01.2021.

Hvis du vil vide mere, så følg dette link eller kom til infoaften d. 18.11.2020 hos Drive Studios på Artillerivej 86, 4. sal, 2300 København S. Pga. COVID-19 vil der være begrænsede pladser (max 8 pers på hvert tidsinterval) og tilmelding er påkrævet. Først indkomne tilmeldinger vil blive prioriteret og vi forbeholder os retten til at lukke for tilmelding når alle pladser er optagede.

Tilmeld dig på writing@drivestudios.dk senest d. 16.11.2020 kl. 12.00 og du vil få et tidsslot du skal møde op.

Mere info angående Drive Writing Studio: sara@drivestudios.dk

Mere info angående pressemeddelelse: annika@drivestudios.dk