Instruktøren anno 2026

Foto: Frida Gregersen

Danske film og serier vinder priser og rejser ud i verden. Bag dem står instruktører, der kæmper for at få økonomien til at hænge sammen fra projekt til projekt.

Det viser Instruktørundersøgelsen 2026, som Epinion har lavet i samarbejde med Danske Filminstruktører. I dag bringer Politiken en artikel, der sætter fokus på livet bag den røde løber og på et af undersøgelsens mest markante fund:

Hver tredje instruktør estimerer at have arbejdet over 300 timer uden betaling i 2025.

Det mener vi ikke er ordnede forhold.

»Virkeligheden som instruktør ligger langt fra det, offentligheden ser i pressen. Turen på den røde løber, priserne og festivalerne fylder uendeligt lidt i et instruktørliv – selv for den lille gruppe, der opnår det,« udtaler Søren Balle, forperson for Danske Filminstruktører.


Undersøgelsen viser også, hvor meget rettighedsbetalingen betyder. Ni ud af ti instruktører siger, at det i høj eller meget høj grad er vigtigt, at kontrakten sikrer betaling, når værket bliver brugt senere.

Resultaterne kommer på et afgørende tidspunkt, hvor rettighederne er under pres, og ny filmaftale skal forhandles i 2027. Danske Filminstruktører tager tallene med ind i forhandlingsrummet og arbejder fortsat for et mere bæredygtigt arbejdsliv for danske filminstruktører.


Tak til alle medlemmer, der har svaret. I giver os et stærkere grundlag for det, vi sætter højest: bedre vilkår for jer.

Læs artiklen i Politiken HER