Den lange researchperiode var helt afgørende
Instruktør Mathias Broe spillefilmdebuterer med et indblik i et miljø, som sjældent beskrives hertillands. I ’Sauna’ forelsker en homoseksuel fyr sig i en transkønnet, men kærligheden er kompliceret. Det krævede massiv forberedelse, inden filmens udtryk trådte frem. Her hjalp KulturPlus-midlerne.
Af Casper Hindse
Når to mennesker forelsker sig i en film, føles det ofte lige til. Indtil det ikke gør mere, og klassiske fortællestrukturer sender biografgæsten i nye retninger, inden den store forløsning flår i tårekanalerne.
Dramaet i ’Sauna’ drives frem på en anden måde.
Her lever den homoseksuelle Johan et rodløst og uforpligtende liv. Han arbejder i en bøssesauna og knalder omkring. Da Johan forelsker sig i transpersonen William, viser det sig ikke at være så lige til. Johan og William kan finde hinanden, men ikke passe i den andens omgivelser.
Især Johan har svært ved at finde ud af, hvordan han skal vise sin kærlighed. Kan han undgå at være for meget og stadig være sig selv?
Filmen åbner op for et queer-miljø, hvor kulturelle koder er definerende for den ømhed, der udvises.
– ’Sauna’ har været undervejs i mere end tre år, og det har ikke mindst skyldtes, at researchperioden var lang, siger instruktør Mathias Broe.
– Researchen tog tid, fordi det var vigtigt, at historien blev nøjagtig, men også universel. Derfor handler ’Sauna’ om en ung mand, som skal finde sig selv, men samtidig bliver fortællingen en slags ’Romeo og Julie’-historie, hvor to, der gerne vil hinanden, måske ikke kan lykkes, fordi de kommer fra hver sin gren af queer-miljøet
Politisk film
’Sauna’ er den 32-årige instruktørs debutspillefilm. Der var stående ovationer og flotte anmeldelser under den amerikanske Sundance Film Festival i januar, hvor filmen havde verdenspremiere. Anmelderne beskrev et særligt og nænsomt blik på en subkultur, der for mange er lukket land.
– Det er vigtigt, at vi spejler det samfund, vi lever i, og det er queer-fortællinger en del af. Men netop fordi de så sjældent får plads i dansk film, var det mig magtpåliggende at skildre det her med stor præcision, siger instruktøren og forklarer, at det både er befriende og hæmmende at fortælle en type historie, som stort set aldrig når det store lærred.
– Jeg huskede hele tiden mig selv på, at ’Sauna’ er en politisk film. Den handler om en minoritet, rigtig mange mennesker har et forkvaklet billede af, men samtidig skulle filmen præsentere nogle følelser, der er almenmenneskelige. Efterhånden gik det op for mig, at følelserne udtrykte det politiske. At de kunne række ud til alle, der indløser billet til filmen.
Dette var dog kun muligt, hvis instruktøren virkelig fik hold om materialet. ’Sauna’ er baseret på forfatter Mads Ananda Lodahls roman af samme navn, men det var ikke nok at læse. For at formidle må man også opleve, forklarer Mathias Broe.
– Jeg er selv homoseksuel, men jeg har aldrig været i en bøssesauna, så for mig var det også nyt. ’Sauna’ er et blik på noget hemmeligt og et forsøg på at sige, at alle ikke kan sættes i samme bås alene ud fra deres seksualitet eller det, de identificerer sig som.

Bygger bro

Den lange researchperiode var altså nødvendig, men også bekostelig. Her kom KulturPlus-midlerne instruktøren til hjælp.
– KulturPlus-midlerne købte mig tid til researchen. Jeg måtte kende alle afkroge af queer-miljøet, så ’Sauna’ blev autentisk. Researchen gjorde mig tryg i, at vi kunne fortælle den her historie. Der var tid til at gå i dybden med materialet og finde ind i filmens univers, siger Mathias Broe.
Efterhånden gik det op for ham, at han slet ikke ville have kunnet lave ’Sauna’ uden den massive forberedelsestid.
– Når vi henvendte os, oplevede vi til en begyndelse, at mange i queer-miljøet var skeptiske over for, at der skulle laves en spillefilm med dem som centrum. De har dårlige erfaringer med at blive gjort til stereotyper, men jeg insisterede på dialog og samtale. Det var vigtigt at skabe tillid, hvis der skulle være adgang og accept af ’Sauna’.
Det er samme accept, han forsøger at få til at strømme fra biograflærredet, når filmen har dansk premiere til april.
– Min drøm er, at ’Sauna’ kan bygge bro mellem queer-mennesker og alle dem, der ikke identificerer sig sådan. Derfor har autenticitet været nøgleordet i filmens tilblivelse. Hovedpersonens indre kamp vender sig ud mod alle andre, fordi den kigger på publikum med en idé om, at de også sagtens kan forstå, hvad her sker, siger instruktøren.
Pressede minoriteter
En af grundsætningerne for Mathias Broe under skabelsen af debutspillefilmen var, at vi alle sammen er mennesker, selv om vi ser forskellige ud og identificerer os på forskellige måder.
– Det skal ikke alene være underholdende at se ’Sauna’, men det skal være autentisk og dermed også genkendeligt, siger instruktøren, som blev virkelig stolt efter en visning af filmen på Sundance Film Festival tidligere i år.
– Her var der én blandt publikum, som rejste sig og sagde, at det var den bedste skildring af queer-oplevelsen, personen nogensinde havde set. I samme sekund var jeg enormt rørt, for det beviste bare, at den lange researchperiode havde været helt afgørende.
Oplevelsen skabte dog også en nagende eftertanke hos instruktøren. For Mathias Broe er ’Sauna’ nemlig kun blevet endnu mere relevant i dag, end da han påbegyndte filmen. Og det gælder uanset, om vi befinder os i Amerika eller Danmark.
– For tiden er minoriteter under pres, og i de seneste måneder har vi i USA set tydelige eksempler på, at mennesker ikke må være, som de er, hvis de ikke passer ind i de gammeldags normer. Derfor
er det vigtigt, at der gives støtte til, at film kan fortælle andre historier og forhåbentlig tale til folks empati.
Blå bog
Mathias Broe
Født 1992 i Odense.
Uddannet fra den alternative filmskole Super16.
Modtog en Robert-statuette for kortdokumentarfilmen ’Amfi’ i 2020.
Debutspillefilmen ’Sauna’ havde verdenspremiere på Sundance Film Festival i januar.
Den har biografpremiere over hele landet 24. april.

Bliv klogere på KulturPlus-midlerne
Støtten fra Danske Filminstruktører kommer fra de såkaldte KulturPlus-midler.
KulturPlus-midlerne er midler, som kulturbranchen kollektivt giver som støtte til projekter, der fremmer dansk kultur. KulturPlus-midlerne har stor betydning for dansk kulturliv og udgør hvert år en vigtig og uundværlig del af finansieringen af mange forskellige film, musik og tv-projekter og bidrager samtidig til det kulturelle landskabs diversitet og mangfoldighed.
Det er en del af disse midler, Danske Filminstruktører har valgt at give til ’Sauna’.
Hvis du ønsker at læse mere om KulturPlus-midlerne, kan du klikke dig videre til https://www.copydan-kulturplus.dk/kulturplus-midler/