Manusworkshop: Fra håndværk til fortællingens kunst

Skriv, analysér og fordyb dig i filmens fortællesprog. Denne intensive skriveworkshop er en hel uge, hvor du får mulighed for at fordybe dig i manuskriptskrivningens kunst og håndværk under ledelse af manuskriptforfatter og instruktør Adam August. Gennem forløbet vil vi arbejde med hele spektret af manusarbejdet: fra den første idé til udviklingen af karakterer, struktur, dramaturgi og tematik – og til det øjeblik, hvor fortællingen begynder at leve på papiret.

Workshoppen er ikke blot en introduktion til teknikker, men en praktisk og sanselig rejse ind i det at skrive. Vi vil se film sammen og bruge dem som afsæt for fælles diskussioner om dramaturgi og fortællestruktur. Vi vil læse og give feedback på hinandens tekster, så du både får trænet dit eget blik som forfatter og oplever, hvordan dine historier kan åbne sig i mødet med et publikum. Mere end halvdelen af tiden er afsat til konkrete skriveøvelser, der vil udfordre dig til at bruge de værktøjer vi lærer, så de med det samme kan løfte din fortælling. Kurset handler dog ikke kun om selve teksten. Det handler også om at finde en måde at være forfatter på. Vi taler om, hvordan man organiserer sin tid, hvordan man holder fast i glæden ved at skrive – selv når det er svært – og hvordan man som manuskriptforfatter indgår i det kollektive samarbejde, der kendetegner film- og tv-produktion.

Workshoppen er målrettet dig, der måske stadig er ny i faget og ikke har mange års erfaring, men som virkelig brænder for at skrive og ønsker at tage dit arbejde seriøst. Forløbet kræver en stærk skrivedisciplin, da vi kommer til at skrive meget og arbejde intenst hele ugen. Mange deltagere er unge stemmer, der vil noget mere med deres historier – men fælles for alle er lysten til at udfordre sig selv og indgå i et kreativt fællesskab. Kurset er også relevant for erfarne forfattere, instruktører, journalister eller andre professionelle, der ønsker at styrke deres fortællehåndværk og forny relationen til dramaturgiens grundprincipper. En væsentlig del af workshoppen er netop mødet med andre, der deler din passion. Mange tidligere deltagere har ikke kun udviklet deres skrivning her, men også skabt relationer, der siden har ført til professionelle samarbejder.

Forløbet er intenst og kræver fuld tilstedeværelse. Hver dag arbejder vi fra morgen til sen aften, da du vil få opgaver med hjem efter dages program. Det kommer til at blive intenst – og sjovt!

Praktisk information

Der er plads til maksimalt 12 deltagere, for at sikre tid og fokus på den enkelte stemme.

Du skal medbringe en computer med manuskriptprogram, som du er tryg ved at bruge. Vi bruger ikke tid på at lære manus software under workshoppen.

Workshoppen finder sted i København NV.

Kaffe og te er inkluderet under hele forløbet.

Tid: Søndag 12/9 kl. 16.00 – fredag 17/9 kl. 16.00.

Pris og tilmelding

Privatpris: 5.500 kr.

Firma-/efteruddannelsespris: 7.500 kr. (hvis kurset betales af en arbejdsgiver

eller virksomhed)

Tilmelding sker på storylab@adamaugust.dk. Skriv lidt om dig selv og hvad du før har lavet. Ved tilmelding betales et depositum på 1.500 kr., som sikrer din plads. Restbeløbet betales senest 2 uger før kursusstart. Depositum refunderes ikke ved afmelding, men du er velkommen til at overdrage pladsen til en anden. Skulle kurset mod forventning blive aflyst, refunderes hele beløbet.

Virksomheder kan få tilsendt faktura – oplys CVR ved tilmelding.

Foto: Therese Lærke / Soundvenue

Om Adam August

Adam August er prisvindende manuskriptforfatter og instruktør, uddannet fra Den Danske Filmskole og John Truby’s Writing Studio i Los Angeles.

Han står bag film og tv-serier som Underverden (Bodil-vinder for bedste manuskript, 2017), Lover (DR, 2021), Ikke et ord (TV2, 2023) samt den kommende Netflix-serie Legenden (2024). Han har desuden skrevet på Ulven Kommer (DR, Robert-vinder), og Bedrag III (DR, Robert-vinder). Ved siden af har han undervist på Den Danske Filmskole og ledet skrivekurser på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.