Kathrine Windfeld
Mindeord
Her er stille nu. Filminstruktøren Kathrine Windfeld er død.
En generøs instruktør, en modig feminist, en stærk stemme er væk.
Otto har mistet sin mor. Min ven er her ikke mere.
Kathrine havde travlt. Kathrine var ambitiøs.
Hun begyndte som regissørassistent på Det Kongelige Teater og blev siden uddannet til filminstruktør fra den prestigefyldte polske filmskole i Lodz. Inden da lærte hun så også lige polsk for at kunne gå der. Siden tog hun en Master of Art i filmproduktion på Universitetet i Leeds i England. Tilbage i Danmark virkede hun i nogle år som en eminent og overkvalificeret instruktørassistent og instruerede også novellefilmen ‘You can’t eat Fishing’ og dokumentarfilmen ‘Min søn, min mand, min far’.
Kathrine skabte sin helt egen dramaserie-trilogi i Sverige – ‘Kronprinsessen’, ‘Kongemordet’ og ‘Dronningeofret’ efter Hanne Vibeke Holsts bøger. Og spillefilmene ‘Flugten’ efter Olav Hergels bog ‘Flygtningen’, og ‘Hamilton – i Nationens interesse’ efter Jan Guillous bog. Der var fart på. Kathrine instruerede afsnit af drama-serierne ‘Sommer’, ‘Wallander’, ‘Forbrydelsen’, ‘Rita’, ‘Broen’,- og senest konceptuerede hun ‘The Team’ (Mord uden Grænser). En stor trans europæisk dramaserie, som netop har haft fornem premiere på DR1 og i det meste af Europa.
Kathrine havde et stort engagement hos fortællingens karakterer og dermed hos skuespillerne. Hun var en fandens dygtig personinstruktør. Hun turde også dykke ned i de smertelige og melankolske spændingsfelter, hvor den menneskelige psykologi er kompliceret. Og samtidig var hun aldrig bange for at fyre den max af med krudtrøg, stunts og højt tempo.
Kathrine var også en meget generøs instruktør, som gerne lukkede nye instruktørspirer ind i troldkvindens kammer. En instruktør med den fineste sans for de mindste detaljer og for stemningens betydning for fortællingen.
Kathrine gik ind i hver en opgave i livet med stor ydmyghed og med en fornemmelse af storhed. Intet var for småt – ej heller for stort til Kathrine. Mens hun med en glubende appetit kastede sig over nye filmopgaver, havde hun også altid travlt med at kæmpe for lige vilkår for mænd og kvinder. Kathrine var erklæret feminist. Hun engagerede sig. Altid. Og det gik aldrig stille for sig. Hun råbte højt om kvoter for at fremme ligestilling af kønnene. Hun mente det var nødvendigt. Og hun gjorde det i et Danmark og en filmbranche, der begge kendetegnes ved konfliktskyhed og angsten for bare ordet, feminisme. Kathrine var heroisk i sin kamp. Og parat til at gøre det der skulle til. Hun turde sætte ord på alt det, ingen andre turde. Hun talte engageret om kønnet og om at afskaffe patriarkatet og skabe et ligeværdigt samfund for mænd og kvinder. Hun kaldte en spade for en spade. Og hun levede feminismen ud. Hun gjorde en forskel i et mandsdomineret fag. Kathrine var en modig instruktør og en forbilledlig feminist.
Der er blevet stille nu. Vi mangler Kathrines smukke smil og store latter. Vi vil savne hendes store armbevægelser og hendes larmende, frygtløse og generøse tilstedeværelse i livet, på filmsettet og i debatten om film og ligestilling. Og vi længes allerede efter Kathrines rapkæftede bemærkninger og kloge feministiske analyser. Kathrine viste os, at vi ikke dør af at feminismen formuleres. Faktisk bliver den mindre farlig af det. Og det er nødvendigt at vi lærer noget. Kommer videre. Vi må fastholde den politiske stemme, som var Kathrines; og vi må gøre det samtidig med at vi holder en fest.
Karoline Leth, producent Arvingerne, 23.februar 2015
Foto af Kathrine Windfeld: Frederic Batier