Filmklipperen og Filmskolelæreren Kasper Schyberg var oprindeligt i mesterlære hos den legendariske filminstruktør Johan Jacobsen. Sammen med klipperne Anker Sørensen og Christian Hartkopf var Kasper gennem 60erne og 70erne med til at sætte en helt ny og kunstnerisk standard for klipperens rolle i filmprocessen.
Kasper Schyberg var en ualmindeligt talentfuld, begavet, vidende og indsigtsfuld støtte for sine instruktører – egenskaber der også gjorde ham til en elsket klippelærer på Filmskolen.
Det siger en hel del om hans særlige ydmyghed og kunstneriske engagement, at han – på trods af sin ansete position i branchen – i 1977-80 lod sig videreuddanne som filminstruktør på Filmskolen, for at opnå en dybere indsigt i skabelsesprocessen og i filmsproget.
Klippefasen er den sidste gang en film skrives igennem. Med sin fine musikalitet, æstetiske sans, forståelse for instruktøren og for skuespillernes bud på deres karakterer – og med sin kærlighed til filmkunsten – var Kasper Schyberg unik.
Blandt de mange prisvindende film han var involveret i som klipper kan nævnes:
- Anne Wivels “Gorilla gorilla”
- Peter Refns “Eftermiddagsgæsten”
- Peter Brooks “King Lear”
- Knud Leif Thomsens “Midt i en Jazztid”
- “Strømer” af Anders Refn
- Jon Bang Carlsens “Næste Stop Paradis”.
Kasper Schyberg modtog også en Robert for klipningen af Anders Refns “De flyvende Djævle”.
I en årrække var Kasper Schyberg en værdsat og afholdt leder af klippelinien på Den Danske Filmskole. Hans udsædvanlige viden og musikalske overblik, gjorde ham til en nærmest magisk vejleder og konsulent, en evne han også udfoldede som medlem af redaktionen for RAP – sceneinstruktørernes, scenografernes og filmarbejdernes kulturtidsskrift – hvor de store særnumre om Filmloven, Teaterloven, Dokumentarfilmen og Filmskolens Nordiske klippesymposium blev redigeret under hans usædvanlige og inspirerende vejledning. Ære være hans minde.
Af filminstruktørerne Anne Wivel og Anders Refn