Filmværkstederne i København, Aarhus, Odense og Viborg lancerer sammen med Fonden Filmtalent en ny digital platform, Filmværksted Danmark, der skal gøre det lettere for unge i hele landet at finde vej ind i film- og tv-branchen.
Læs hele pressemeddelelsen nedenfor.
Ny platform vil åbne filmbranchen for unge i hele landet
Fonden Filmtalent lancerer ’Filmværksted Danmark’ – en ny online indgang til film og tv-branchen, der skal gøre det lettere for unge i hele Danmark at blive introduceret til verdenen inden for film, tv og animation. Online-platformen, som lanceres sammen med landets fire filmværksteder i København, Aarhus, Odense og Viborg, indeholder alt fra jobbeskrivelser, videointerviews med fagfolk og online events til et samlet overblik over uddannelser og talentudviklingstilbud. Formålet med Filmværksted Danmark er at skabe et landsdækkende samlingspunkt for viden og vejledning om vejen til film og tv-branchen.

Hvordan bliver man filmfotograf, manuskriptforfatter eller caster? Hvilke veje findes der ind i film- og tv-branchen? Og hvordan kommer man i gang, hvis man ikke har et netværk i forvejen?
Det er nogle af de spørgsmål, man kan finde svar på hos Filmværksted Danmark. Den nye online- platform henvender sig til unge og nye talenter, der drømmer om en fremtid inden for film og tv – men mangler viden, overblik og sparring. Filmværksted Danmark stiller viden og værktøjer til rådighed i form af letforståelige guides til uddannelse, job og læring. Materialet er formidlet i øjenhøjde og understøttet af en omfattende ordbog med fagudtryk, der skal sikre, at alle kan være med.
Direktør for Fonden Filmtalent, Jeanette Reutzer, siger om det nye initiativ: ”Med Filmværksted Danmark ønsker vi at gøre det lettere for unge i hele landet at blive introduceret til filmens verden. Der er brug for mere mangfoldighed i dansk film og tv, og vi ved, at manglende viden og adgang er blandt de store barrierer. Derfor har vi på Filmværksted Danmark samlet en masse brancheviden, som ikke tidligere har været beskrevet og gjort den bredt tilgængeligt. Ambitionen er at synliggøre de mange krogede karriereveje og den mangfoldighed af kompetencer, der er brug for, når man laver film og samtidig åbne dørene til et film-fællesskab, som af og til godt kan virke lidt lukket.
Karriereveje og kompetencer Filmværksted Danmark indeholder en lang række forskellige ressourcer, som unge med filmdrømme kan dykke ned i og lade sig inspirere af. I mere end 30 videointerviews deler passionerede fagfolk fra alle grene af filmbranchen, herunder erfarne kræfter som May el-Toukhy og Peter Albrechtsen, ud af deres erfaringer og giver konkrete råd til, hvordan man selv kan komme i gang.
Med over 80 grundigt beskrevne stillingsbetegnelser inden for både film, tv og animation kan man blive klogere på, hvad de enkelte jobfunktioner arbejder med, og hvilke kompetencer der kræves, hvilket også gør Filmværksted Danmark til en oplagt ny ressource for studievejledere og mediefagsundervisere landet over.
Hos Producentforeningen, som også har fokus på fremtidens kompetencebehov i fiktions- og tv-produktion, er der ligeledes stor opbakning til det nye initiativ. Direktør Anna Porse Nielsen udtaler:” Vi har brug for, at alle Danmarks talenter har mulighed for at finde vej ind i branchen uanset bopæl eller baggrund. Som producenter lever vi af gode ideer og dygtige folk, og Filmværksted Danmark er endnu et greb, som kan være med til at styrke tilgangen af talenter”. Platformens interaktive Danmarkskort over alle film- og tv-relaterede uddannelser, skoler og talentudviklingstilbud gør det lettere for unge at finde relevante muligheder lige der, hvor de selv bor og få et indblik i de mange veje ind i branchen. Workshops, viden og værktøjer Filmværkstederne i København, Aarhus, Odense og Viborg tilbyder året rundt en masse forskellige kurser og workshops, som fremadrettet også kan ses i én samlet eventoversigt på Filmværksted Danmark. For dem, der ikke bor i nærheden af en af de fire byer, vil man på sigt desuden kunne finde online-kurser, hvor erfarne filmfolk og relevante fagpersoner vil dele ud af deres viden. Og vil man gerne selv i gang med at lave kortfilm, er der information og links til filmværkstedernes mange støttetilbud samt videoguides og artikler om alt fra lyssætning til manuskriptskrivning og fundraising.
’Filmværksted Danmark’ er online fra dags dato og kan findes på www.filmvaerksted.dk.
’Filmværksted Danmark’ er udviklet og drevet af Fonden Filmtalent i tæt samarbejde med filmværkstederne i København, Aarhus, Odense og Viborg. Mere end 40 professionelle fra alle grene af den danske filmbranche samt en række af branchens vigtigste aktører og organisationer, herunder Vision Denmark, Producentforeningen og Styregruppen for fremtidens kompetencer i fiktions- og tv-produktion, har bidraget med inspiration, ekspertise og faglighed.
For mere information, kontakt venligst:
Jeanette Reutzer, Fonden Filmtalent Telefon: 31 23 69 64 Mail: jeanette@filmtalent.dk Jesper Papior, Fonden Filmtalent Telefon: 23 60 70 95 Mail: jesper@filmtalent.dk