Pressemeddelelse fra Danske Filminstruktører i forbindelse med ny DR-strategi

”Forskellige sammen – DR’s strategiske pejlemærker frem mod 2030”


DR løfter i dag sløret for deres kommende strategi frem imod 2030.

Fra Danske Filminstruktører skal der lyde en stor tak til DR’s generaldirektør Bjarne Corydon og bestyrelsesleder Gert Lohse, for strategiens understregning af public service-mediernes betydning og samlende kraft for alle danskere, og ikke mindst DR’s ønske om at samle danskerne på tværs af forskelle, generationer og bopæl. Den vision bakker vi helhjertet op om.

Public service er defineret af et kulturindhold af høj kvalitet – herunder og i særdeleshed af stærke film og serier. Med det fokus kan DR understøtte, at de samlende historier udfoldes i levende billeder, både i form af film, tv-serier, fiktion, animation og dokumentarer.

Indhold, der efterlader varige spor og skaber ny dansk kultur og fremtidige fælles minder

DR ønsker med strategien ”at efterlade varige spor og skabe ny dansk kultur og fremtidige fælles minder” og ”at et rigtigt og sagligt tilbud af nyheder, kultur og underholdning fortsat skal være kernen i public service”. 

Danske Filminstruktørers medlemmer har i en årrække skabt tusindvis af film og Tv-serier i samarbejde med DR, som har beriget, forbløffet og samlet befolkningen. Forperson i Danske Filminstruktører, Søren Balle uddyber:

En strategi med fokus på indhold, der skal efterlade varige spor og skabe ny dansk kultur, giver plads til endnu flere af de banebrydende film og serier, som DR gennem tiden har samlet danskerne om. Det er netop med de originale kvalitetsfortællinger, at DR i samarbejde med filminstruktører, har skabt og fortsat skaber høj kulturel betydning og sammenhængskraft. Med en imponerende portefølje der rummer alt fra ikoniske Matador, Sonny Souffle Chok Show, Forbrydelsen, Tidsrejsen, Borgen og for nyere generationer Doggystyle og FredagsTamTam, samt stærke dagsordenssættende og prisvindende dokumentarfilm som The act of killing, Scandinavian Star, Apolonia Apolonia, Flee og mange mange flere, har DR igen og igen bevist at de formår at samle os på tværs af alder og geografi.

Fokus på teknologi

Strategien har også et klart fokus på DR’s nye teknologiske muligheder. Vi bakker helhjertet op om dette fokus og ønsket om at opprioritere og nytænke den bagvedliggende teknologi:

Danske Filminstruktørers medlemmer glæder sig til at skabe fremtidens fortællinger sammen med DR – i nye formater og med nye udtryk. Vores medlemmer er omstillingsparate, når det drejer sig om at arbejde i en omskiftelig teknologisk virkelighed, og derfor hilser vi også denne del af strategien velkommen. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at øget samarbejde med internationale platforme kan få utilsigtede konsekvenser for både DR og den danske film- og tv-branche. Det ser vi frem til at drøfte åbent og konstruktivt med DR.

– Søren Balle, forperson i Danske Filminstruktører