Den øverste ledelse for Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KDAK) har besluttet at nedlægge uddannelsen Production Design. Nedlæggelsen sker som led i en spareplan. KDAK er den eneste udbyder af en uddannelse i production design, så derfor afskaffer man de facto uddannelsen i Danmark.
Den udvikling, som dansk film og TV er inde i, kræver tværtom, at man opkvalificerer og opretter uddannelser, der kan være med til at honorere kravene i fremtiden, således at vi ikke mister den position, som vi har opnået internationalt. Derfor skal der investeres i production design som fagområde.
Designet har betydning for en film- eller tv- series visuelle udtryk, og production design er dermed et fag, der skal styrkes og opkvalificeres. Dansk film og TV-seriers guldalder skyldes stærke billedbårne fortællinger, og production designet er en stor del af det samlede udtryk. Production designeren er en integreret del af enhver produktion og spiller en stor rolle både økonomisk og kunstnerisk, når der skal tages stilling til, hvor eksempelvis en film skal optages, og hvordan den skal iscenesættes med kostumer, rekvisitter, etc.
Som det ser ud nu, vil der fremover ikke være en specialiseret uddannelse i production design. Det er ellers kun få år siden, at man valgte at gå den anden vej og specialisere uddannelsen endnu mere, fordi der er et stort behov for production design som fagfelt. Et mangeårigt samarbejde med Den Danske Filmskole bliver der med nedlæggelsen således også set stort på.
Vi appellerer på det kraftigste til, at man lægger en plan og fremtidssikrer production design som uddannelsesretning, så vi også fremover står godt rustet til at skabe film- og TV-produktioner af høj international, kunstnerisk standard.
Med venlig hilsen bestyrelsen i Danske Scenografer
For yderligere information: Kontakt venligst Jakob Pelch, sekretariatsleder i Danske Scenografer, på mobil 23 70 80 14 eller Jette Lehmann, Production Designer og underviser på Filmskolen på mobil 20 67 55 34