Søren Balle fortsætter som forperson og ny næstforperson bliver Kalle Bjerkø

Danske Filminstruktørers bestyrelse har nu konstitueret sig efter generalforsamlingen.

Søren Balle:

Jeg ser frem til fortsat at repræsentere Danske Filminstruktørers medlemmer på tværs af hele den kreative spændvidde, vi rummer: Med et fokus på at tydeliggøre instruktørens rolle og rettigheder og sikre instruktørens medskabende, ledelsesmæssige og kreative funktion både i film- og serieproduktion. Det glæder jeg mig til at gøre i samarbejde med ny næstforperson Kalle Bjerkø og resten af bestyrelsen.

Kalle Bjerkø er filminstruktør, manuskriptforfatter, uddannet i dramaturgi med overbygning i film/tv. Med over 25 års erfaring inden for dansk film og tv, bringer Kalle både skabende kompetencer og viden om branchens strukturer til forbundet. Kalle udtaler:

Jeg er glad for at indgå i den politiske ledelse i Danske Filminstruktører sammen med Søren Balle med et særligt fokus på arbejdet for instruktørers rettigheder og branchens fortsatte udvikling i en omskiftelig verden.

Sebastian Cordes fortsætter ikke som næstforperson, da han er tiltrådt en stilling som Filmpædagogisk udvikler på Filmskolen, og skal til at udvikle sin næste film. 

Jeg har været utrolig glad for at bidrage til arbejdet med den politiske ledelse af Danske Filminstruktører især med fokus på dokumentarfilm og talentudvikling, og ser frem til at fortsætte i bestyrelsen. Mit arbejde med instruktion og filmpædagogisk udvikling på Filmskolen kræver min fulde opmærksomhed, og derfor fortsætter jeg ikke som næstforperson. Det glæder mig derfor meget at kunne give stafetten videre til Kalle Bjerkø. 

I Danske Filminstruktører ser vi frem til samarbejdet med den politiske ledelse.