Telefonrådgivningen har stadig åbent
Filmbranchens MeToo-gejst er feset ud, skrev Politiken i begyndelsen af april, og det er rigtigt, at der har været stille om aktiviteterne det sidste halve års tid. Nu har Producentforeningen, Danske Filminstruktører og Dansk Skuespillerforbund imidlertid sat sig sammen for at finde et fælles grundlag at arbejde videre på. En af de mest konkrete aktiviteter, som blev sat i gang i 2018, er en telefonrådgivning, som alle der oplever krænkelser, kan ringe til, og telefonrådgivningen er stadig et aktivt tilbud, dog med lidt ændrede åbningstider.
Telefonrådgivningen drives af Sex & Samfund, og linjens kerneområder er sexkrænkelser, overgreb og magtmisbrug. Alle kan ringe ind, uanset arbejdsforhold, arbejdsfunktion, eller placering i branchen. Rådgivningen er afklarende og aflastende, og kan også henvise til øvrige relevante parter. Rådgivningen har nu åbent torsdag fra 15 til 19, og telefonnummeret er stadig 2369 7911.