YouSee og rettighedshaverne har indgået midlertidige aftaler

Copydan og YouSee har netop indgået midlertidige aftaler, som skal gælde, mens sagen om størrelsen på rettighedsbetaling løber. Læs mere i pressemeddelelsen nedenfor.

Det er godt nyt for Danske Filminstruktørers medlemmer og alle rettighedshavere, da vi garanterer betaling til rettighedshaverne, som kan fordeles undervejs, mens sagerne behandles.
For instruktører, som for alle kreative rettighedshavere, er rettighedsbetalingen en del af den samlede løn for arbejdet, der knytter sig til brugen af vores værker – derfor er vi meget lettede over, at der et fundet en midlertidig løsning.

Hvad sker der nu?
YouSee og rettighedshaverne er fortsat uenige om vilkår og betalinger for brug af rettigheder. Vi har hver især anlagt sager for at få prøvet uenighederne ved rette instans. Disse sager fortsætter, men uanset uenighederne er der nu sikret ordnede forhold og en betaling, som kan fordeles til jer rettighedshavere uden risiko for tilbagebetaling, mens sagerne behandles.

Pressemeddelelse

YouSee, som er tv-forretningen i Nuuday A/S, og rettighedshaverne (Koda, UBOD og Copydan Verdens TV) har indgået midlertidige aftaler, som vil gælde, mens sagerne behandles ved rette instans.

YouSee og rettighedshaverne er uenige om vilkår og betalinger for brug af rettigheder, og har hver især anlagt sager for at få prøvet deres uenigheder ved rette instans. Uagtet parternes uenigheder er parterne dog enige om, at der skal være ordnede forhold under sagsbehandlingen, og parterne har derfor den 29. november 2024 indgået midlertidige aftaler.

Aftalerne indebærer, at betalingerne fra YouSee i det væsentlige kan fordeles til de individuelle rettighedshavere uden risiko for krav om senere tilbagebetaling.

Jørgen Ramskov, talsperson for rettighedshaverne og forperson for Copydan Verdens TV, siger:
”Rettighedshaverne ønsker at få fastsat tariffer og vilkår af de kompetente juridiske organer. Mens dette sker, er det helt afgørende for os, at brugen af rettighederne sker under ordnede forhold, og at rettighedshaverne får en betaling for brugen af deres indhold. Det er nu lykkedes med disse aftaler, hvor vi så at sige er blevet enige om at være uenige på en måde, der tilgodeser alle parter.”

Christian Morgan, CEO for YouSee, siger:
“Vi har fundet en løsning, som alle kan se sig selv i. Det har været vigtigt for alle involverede. Vi er fortsat uenige om de grundlæggende forhold, men vi har med disse midlertidige aftaler skabt tid og ro til, at den rette instans kan hjælpe os med at løse vores tvist”.

Parterne har ikke yderligere kommentarer om de midlertidige aftaler.